Hjemmehosting af hjemmeside

Da jeg har en god internetforbindelse, så har jeg valgt at kaste mig over at hoste min hjemmeside samt en cloud service selv. Det betyder at jeg nu har et webhotel på 7 TB (7.000 GB) herhjemme i kosteskabet i stedet for at skulle betale fx 22 kr/måned for 200 GB hos et hosting firma.

Min internetforbindelse er en 1.000 / 600 Mb forbindelse og kan derfor fint trække både en hjemmeside, cloud service, en Tor Node og mit eget internetforbrug. Der er ført YouSee kabel TV og Net ind i ejendommen, men jeg har valgt at benytte Hiper i stedet for, da jeg så slipper for at betale for en TV pakke. Hiper benytter i dette tilfælde YouSee kabel netværk. Hiper pris er den halve af YouSee, fordi jeg slipper for at betale for den nævnte TV grundpakke.

For at have fuld kontrol over min router har jeg sat Hiper modem i bridge mode og har tilsluttet min egen router hvor jeg har oprettet port forwarding af port 80 og 443 til min webserver. Min webserver er en lille stationær computer, hvor jeg har tilsluttet en ekstern harddisk på 7.3 TB via USB. Da du læser denne hjemmeside nu, så virker det efter hensigten.

For at hjemmesiden kan åbne i HTTPS (krypteret forbindelse mellem webserver og den besøgendes browser) i din browser har jeg valgt at benytte Let’s Encrypt som tilbyder gratis SSL/TLS certifikater.

Jeg har valgt ikke at bruge sporings- og tredjeparts-cookies på Raven Security hjemmeside. Som privatlivsnørd mener jeg det er noget nær en dødssynd at benytte den slags.